Almindelige betingelser for salg og levering af tjenesteydelser og varer fra Datec Medico 

Det præciseres i den forbindelse, at udtrykket ”tjenesteydelser og varer” også omfatter software. For software gælder yderligere de særskilte vilkår, som måtte overgives køber. Strider vilkårene mod hinanden, gælder de særskilte vilkår. Datec Medico kan forlange, at køber underskriver særskilt licens for programmel. 

1. Installation

Installation af det solgte skal, medmindre andet er skriftligt aftalt, foretages af Datec Medico. Køber skal for egen regning iværksætte det forberedende arbejde og herunder sørge for: 

a. Nødvendig tilslutning til elektricitet samt ventilation, vand og afløb, i overensstemmelse med gældende lovgivning. Det af Datec Medico opgivne kraftbehov (elektricitet) er baseret på normal drift. 

b. Fri og uhindret adgang til det endelige lokale, for at lovlig og hensigtsmæssig installation kan ske. 

c. Tilstrækkelig hjælp på montagestedet såvel i som uden for normal arbejdstid. 

d. Alle foranstaltninger, der er nødvendige for at bringe det leverede på plads på brugsstedet, herunder f.eks. ophejsning og nødvendig reetablering af bygningsdele. 

e. De godkendelser, som myndighederne måtte kræve. 

Udgifter, der er forårsaget af ventetid opstået af grunde, der ikke kan tilregnes 

Datec Medico, betales af køber. 

Installation anses for at være sket, når det solgte efter Datec Medicos vurdering kan tages i brug. Hvis afleveringsforretning er aftalt, anses installation for sket, når forretningen har fundet sted. I tilfælde af forsinkelse på grund af købers forhold betragtes installation for sket, når afleveringsforretning efter Datec Medicos vurdering kunne have fundet sted. 

2. Ejendomsret

Ejendomsretten til det solgte forbliver hos Datec Medico, indtil hele købesummen er betalt, medmindre det solgte, indgår som forbrug i købers produktion eller som almindeligt led i købers sortiment til videresalg. 

Køber har, indtil ejendomsretten overgår, pligt til at benytte det solgte på forsvarlig vis, ikke foretage ændringer heri, vedligeholde det efter foreskrevne retningslinjer samt for egen regning holde det solgte såvel brand- som tyveriforsikret til fuld værdi. Køber har pligt til på Datec Medicos anmodning at foranledige panthaverdeklaration udstedt.

Køber må ikke, før ejendomsretten er overgået, overgive brugen eller besiddelsen af det solgte til andre uden for sit forretningssted, ligesom det solgte ikke, uden Datec Medicos skriftlige samtykke, må benyttes uden for landet. 

Hvis flere effekter er solgt ved samme aftale, er gælder ejendomsforbeholdet alle effekterne, indtil hele købesummen er betalt. 

Ved køb af software erhverves kun retten til brugen af dette. Software forbliver altid Datec Medicos ejendom. Det skal behandles fortroligt og må ikke uden Datec Medicos tilladelse kopieres, reproduceres eller bringes til tredjemands kundskab. 

3. Tekniske dokumenter, tegninger, mv.

Alle oplysninger –  herunder i brochurer –  om det bestilte udstyrs design og specifikationer er opgivet med forbehold for ændringer, der måtte blive indført af Datec Medico inden levering til køber. Dette gælder både det udstyr, Datec  Medico selv fremstiller, og det udstyr, Datec Medico markedsfører for andre. 

Alle tegninger, tekniske dokumenter og anden teknisk information vedrørende det solgte eller fremstillingen heraf, som overlades til køber, tilhører Datec Medico. Disse må ikke uden skriftligt samtykke fra Datec Medico bringes til tredjemands  kundskab, kopieres, reproduceres eller anvendes til formål, som ikke er godkendt af Datec Medico. 

4. Pris- og betalingsbetingelser

Levering sker til de på leveringsdagen gældende priser. I tilfælde af prisændringer effektueres alle ordrer, der er under ekspedition, til de nye priser. 

Hvis der ikke foreligger anden skriftlig aftale, sker levering mod kontant betaling. 

Betaling skal være Datec Medico i hænde inden 30 dage fra fakturadato. Indgår betaling ikke rettidigt, har Datec Medico ret til uden påkrav at beregne sig renter af forfaldne beløb.

Rentesats er for tiden diskonto + 3 % pr. påbegyndt måned. Tilskrevne renter forfalder til betaling på tilskrivningstidspunktet.

Datec Medico har endvidere ret til at ophæve alle trufne aftaler og at indstille yderligere leveringer, hvilket dog ikke fritager køber for betaling af forfaldne beløb med tillæg af omkostninger.

Køber er ikke berettiget til at tilbageholde nogen del af købesummen som sikkerhed for opfyldelse af eventuelle krav.

Datec Medico kan altid, uanset modstående aftaler, med dags varsel kræve tilfredsstillende garanti for betaling. Udgifter hertil er Datec Medico uvedkommende.

5. Leveringstid m.m.

En af Datec Medico oplyst leveringstid løber fra den dag, hvor bindende aftale indgås og henviser til tidspunktet for levering fra Datec Medico. Datec Medico påtager sig kun ansvar for forsinket levering, hvis der foreligger en skriftlig aftale herom (se dog pkt. 11). 

Ved levering af forbrugsvarer, som ikke lagerføres af Datec Medico, men skaffes efter bestilling, har Datec Medico ret til over- eller underleverance med højst 10% af aftalt kvantitet. Datec Medico har ret til delleverance, i øvrigt på grundfakturaens rabat- og fragtvilkår. 

6. Transport og risiko

Datec Medico beslutter transportform, såfremt der ikke foreligger anden aftale. Varerne fremsendes på Datec Medicos risiko overalt i Danmark ekskl. Grønland og Færøerne, hvad enten Datec Medico betaler fragten eller ikke og uden hensyn til transportformen.

Returnering af varer til kreditering, reparation eller andet sker for afsenders regning og risiko. 

7. Reklamation

Køber har pligt til at undersøge det leverede ved modtagelsen. I tilfælde af mangler har køber pligt til straks at give Datec Medico skriftlig meddelelse herom. Afgiver køber ikke en sådan, så snart køber har eller burde have opdaget manglen, kan køber ikke senere gøre manglen gældende. 

Datec Medicos ansvar omfatter kun mangler, der påberåbes af køber senest 3 måneder efter leveringen. 

Reklamationsfristen regnes fra det tidspunkt, Datec Medico overlader varen til  transport til kunden, subsidiært tidspunktet hvor afleveringsforretning har eller  kunne have fundet sted. 

8. Mangler og ansvar

Konstateres der mangler ved det solgte, og reklamation er sket rettidigt, har Datec Medico ret til at afhjælpe manglen inden for normal arbejdstid eller  foretage omlevering med andre varer af samme type og mængde samt konfektionering. Køber kan ikke hæve handelen, kræve omlevering, forlange forholdsmæssigt afslag i købesummen eller kræve erstatning. 

Datec Medico hæfter kun for det solgtes egnethed til specifikke opgaver, hvis køber skriftligt har givet fornøden oplysning om disse opgaver, og Datec Medico derefter skriftligt har meddelt sin indforståelse med denne anvendelse af det solgte. 

Datec Medico er uden ansvar for købers forsømmelighed, anvendelse af det solgte i strid med Datec Medicos brugsvejledning eller instrukser, anvendelse til andet end normal drift, købers ændringer eller indgreb i det solgte eller købers anvendelse af det solgte med andet udstyr, der påvirker det solgtes funktion. 

Hvis mangler, for hvilke Datec Medico hæfter, ikke afhjælpes, og omlevering ikke foretages, har Datec Medico ret til ved skriftlig meddelelse til køber at annullere den indgåede aftale, således at Datec Medico tager det solgte udstyr tilbage mod at tilbagebetale den erlagte købesum. Krav herudover kan køber ikke gøre gældende. 

Hvis køber har reklamationsret, og det viser sig, at der ikke foreligger en mangel, for hvilken Datec Medico hæfter, skal køber betale Datec Medico arbejdet i overensstemmelse med Datec Medicos til enhver tid gældende priser. 

For forbrugsvarer (der indgår i købers produktion) og brugte varer 

gælder endvidere: 

I tilfælde af fabrikationsfejl på forbrugsvarer indsendes den defekte vare efter 

forudgående aftale til Datec Medico med angivelse af de oplysninger, som Datec Medico beder om. Der skal medfølge en prøve af de forarbejdede materialer, som viser fejlen, samt originalemballagen med ueksponeret, uforarbejdet materiale. 

Medmindre andet skriftligt er aftalt, leveres brugt udstyr som beset uden ansvar for Datec Medico for eventuelle mangler, bortset fra vanhjemmel. 

9. Skade på personer og ting

Datec Medico er kun ansvarlig for personskade, hvis det bevises, at skaden skyldes grov uagtsomhed begået af Datec Medico eller andre, som Datec Medico har ansvaret for. Datec Medico er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre. Datec Medico er heller ikke ansvarlig for skade på produkter, hvori disse indgår. 

Datec Medicos erstatningsansvar er begrænset til direkte skade og til et maksimumbeløb svarende til max 10 mio. kr. Datec Medico har således ikke ansvar for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab. 

Hvis Datec Medico måtte blive pålagt produktansvar over for tredjemand, har køber pligt til at holde Datec Medico skadesløs i samme omfang, som Datec Medicos ansvar er begrænset efter de to ovenstående afsnit. 

Hvis tredjemand fremsætter krav mod Datec Medico eller køber uden om erstatning i henhold til denne bestemmelse, skal den pågældende part straks underrette den anden herom.

10. Afbestilling / returnering

Afbestilling og/eller returnering af bestilte/leverede varer må ikke ske uden forudgående aftale. Datec Medico forbeholder sig ret til nedslag i godskrivningsbeløbet. 

Ved returnering skal forsendelsen ske franko med angivelse af de oplysninger, som Datec Medico beder om. Det solgte skal leveres i fejlfri stand og i umærket, ubeskadiget original emballage. 

11. Force Majeure

Hvis Datec Medico har påtaget sig ansvar for forsinket levering, og det viser sig, at levering ikke er mulig på grund af force majeure, kan Datec Medico uden varsel udsætte leveringen på ubestemt tid eller annullere ordren. Erstatningskrav kan ikke gøres gældende mod Datec Medico. 

Force majeure er erhvervsomstændighed, som parterne ikke er herre over, bl.a. arbejdskonflikt, brand, krig, mobilisering og uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør, uroligheder, mangel på transportmidler, pålæg fra miljømyndigheder, restriktioner af drivkraft samt mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører herunder hidrørende fra underleverandørens konkurs. 

12. Transport

Datec Medico har ret til at transportere selskabets rettigheder og/eller forpligtelser til tredjemand. 

13. Varer beregnet til videresalg

Ved køb af varer beregnet for videresalg har køber pligt til: 

at videresælge varerne i den originale emballage. Tegn, numre og varebetegnelse på emballagen må ikke overklæbes, ændres eller fjernes. 

at overholde de restriktioner, der måtte gælde vedrørende maskiner, reservedele samt programmel, og 

at undlade at eksportere varerne eller videresælge disse med henblik på eksport uden for EU. 

14. Værneting og gældende ret for tvistemål

I tilfælde af uoverensstemmelser skal Retten i Aarhus, eller den ret, Datec Medico vælger, være værneting.  Alle spørgsmål skal bedømmes i henhold til dansk ret, hvis ikke andet skriftligt følger af aftalen.